Dagens henrettelse: “Jeg tænker at”

Att. danskere

I dag henrettes: “Jeg tænker at”.

Jeg tænker, at det er på tide at stoppe. Ikke med at tænke, men stoppe med at sige “Jeg tænker at”. Et udtryk, der har haft eksponentiel vækst de sidste par år, og jeg tror, at jeg ved hvorfor. Forklaring følger. Men først:

Farvel “Jeg tænker at”. Tak for et (om)hyggeligt bekendskab – hvad tænker du om skafottet?

BETÆNKSOM NEKROLOG

Som barn var jeg var en talende dreng. Det kommer næppe bag på nogen. Jeg havde mange meninger om mange ting; nogle mere faktafunderede end andre, men det så jeg stort på. På et tidspunkt sagde min far til mig, “Mikkel, enten er det noget, du ved, eller også er det noget, du tror.” Og han havde ret, og jeg hørte (vist nok) efter.

Til min bedrøvelse, blev jeg alligevel indhentet igen af den sproglige faktasiform fra min barndom. Denne gang forklædt som en tanke. Jeg faldt i fælden og tog “Jeg tænker at” til mig. Det lød jo så godt:

“Jeg tænker, at vi skal satse på Linkedin.”

“Jeg tænker, at vi er enige.”

Ja, det lød godt, men den nu afdøde “Jeg tænker at” var en splattenslager. En plattenslager, der lagde sig i midterfeltet mellem vished og synsning. En plattenslager, der camouflere sin manglende viden, for at fremstå… [3 minutters læsning]