Dagens henrettelse: Employer Branding

Att.: HR-chefer og direktionsmedlemmer

I dag henrettes: EMPLOYER BRANDING

Måske jeg er naiv. I så fald har I carte blanche til at sable mig ned i kommentarerne. Men kun hvis I kan komme med en god begrundelse og måske et godt eksempel. Forinden vil jeg dog gerne have lov til at forsvare min sag:

Employer Branding er kun for virksomheder med et dårligt employer brand.

I dag siger jeg derfor farvel til Employer Branding. Et udtryk uden empati.

NEKROLOG

På handelshøjskolen havde vi et fag om Human Ressource Management (endnu et ækelt ord, for hvem gider være en ressource – måske Human Relationship Management er bedre?). Der lærte vi også udtrykket Employer Branding. Inden for uni-murene rungede udtrykket flot, men ude i virkeligheden klingede det hult.

Employer Branding viste sig nemlig at være den grimme fætter til – ja, Branding. Employer Branding var den skæve eksistens, der kun tiltrak de dårlige drenge i klassen. De drenge, der ikke kunne opføre sig ordentligt over for andre. De drenge, der havde brug for noget andet at gå op i, end deres eget omdømme.

En god arbejdsplads er ikke en strategi

I virkeligheden handlede det nemlig ikke om, at den gode arbejdsplads krævede en særskilt strategi. Det handlede om, at den gode arbejdsplads skulle opføre sig ordentligt. Og at man skulle have en sund kultur, hvor medarbejdere, samarbejdspartnere og ledere opførte sig ordentligt. Man skulle have en virksomhed, der opførte sig ordentligt og respekterede hinanden. 

Efter min overbevisning ligger alt det indlejret i en god virksomhed og et godt brand. Lego behøver ikke Employer Branding, fordi der er overensstemmelse mellem virksomhedens opførsel og deres værdier. Danske Bank… Ja, her er billedet måske anderledes. Min anbefaling til Danske Bank er altså at droppe al snak om, hvordan de genvinder et godt Employer Brand. Drop også snakken om, hvordan I genvinder et godt brand. Brug i stedet krudtet på at snakke om, hvordan I opfører jer ordentligt. Så skal resten nok komme.

Så farvel til Employer Branding – du er overflødig og fjerner fokus fra det egentligt vigtigt: At opføre sig ordentligt og med respekt for dem, du har med at gøre.

Er du uenig, så er det nu, du må sable… Og hvis du ikke har noget på hjertet kan det være, du kan blive provokeret her.