Fagsprog

Tør du forlade fagsproget? – Det forpligter!

Dette er ikke et opråb mod sprogudvikling eller de mange engelske udtryk, som finder indpas i det danske sprog. Sproget har altid udviklet sig og har til alle tider måttet lade sig skubbe til af udtryk fra fremmede tungemål. Dette er et opråb mod fagord. Fagsprog på dansk og på engelsk. På tysk og på fransk.

Det er nemlig gældende på alle sprog: Fagsprog devaluerer betydning (sagt med det smukkeste fremmedord, jeg kunne finde). Fagsprog fjerner virkeligheden fra det, du siger, og ophøjer en ellers god idé til floskelniveau. Det er lidt af en påstand, men jeg holder fast: Drop fagordene og berig dit sprog med hverdagsord. Forklaring følger.

Men fagsprog lyder klogere…

Tja.. Måske i en akademisk opgave eller en lovtekst, hvor præcision er vigtigt. Men ikke i andre sammenhænge. Og ikke for enhver pris. For prisen for at bruge fagord kan være høj. I værste fald risikerer du at sætte din modtager af i vejsiden, men du fiser ned ad indkørselsrampen til klichékøbing. I bedste fald formår du med dine påfugleord, at fjerne den dybere mening og kernen i dit budskab. I bedste fald bliver dit budskab altså tamt, følelsesforladt og uden mod og nerve.

Mangler du hjælp til at skrive jeres nyhedsbreve? Min virksomhed, Montanus, kan hjælpe dig. Kontakt os her.

I konsulentbranchen elsker vi fagord og fagtermer. Særligt, hvis de er på engelsk og kan forkortes med mindst ét C: CSR, CRM, CX, CEM, CSI, B2C og listen fortsætter. Eller hvad med de forældede stillingsbetegnelser CEO, CFO og CMO? Men jeg kan godt forstå det – jeg bruger selv forkortelserne. Det er bekvemt, at de ord, der står i lærerbøgerne, også er de udtryk, vi bruger til dagligt. Det er smart, at vi alle kalder tingene for det samme – så behøver man ikke oversætte!

Vi skal turde bruge ord med nerve og forpligtigelse. Ord, man ikke bare kan løbe fra, ved at sige “Nåh ja, men andre tal viser jo at…Opråb fra forfatteren

Men hæver vi os over det bekvemme, så er det ganske enkelt for nemt at gemme sig bag smarte forkortelser. For forkortelserne og fagtermer forpligter ikke. De er kolde og distancerende, og mangler ganske enkelt den varme følelse af dybere forståelse, mod og virkelighed, hverdagsord har. Lad mig forklare med et ekstremt eksempel:

Eksempel fra ekstremerne

Da de danske stiftede af de såkaldte “dødscaféer” i Danmark skulle finde på et navn til fænomenet, overvejede de at ty til engelsk, fordi navnet ville blive mere spiseligt: Death Café.

Men hvad er fænomenet? Det er en café, hvor man taler om døden. Man taler ikke om et dårligt punkband fra 90’erne. Man taler om døden. Døden, som gør ondt at tale om, og som mange er bange for at tale om. Døden, som ikke gør mindre ondt i sjælen, blot fordi man pakker den ind i et silkeklæde af “fagtermer”. Derfor valgte stifterne at kalde en le for en le (høhø), og navngive caféerne på dansk. Noget, jeg beundrer dem for, for det kræver mod at spille med så åbne kort, når det handler om så ømtåleligt og følelsesfyldt et emne.

Tilbage til floskelfortet

I de fleste virksomheders verden bliver det ikke så ekstremt som liv og død. Alligevel kan vi (ja, også dig, og også mig) godt lære noget af det mod, dødscaféstifterne har udvist. Vi kan forsøge at navigere uden om fagflosklerne, og i stedet bruge deres dagligdags, danske synonymer. Vi kan turde bruge ord med nerve og forpligtigelse. Ord, man ikke bare kan løbe fra, ved at sige: “Nåh ja, men andre tal viser jo at…”.

LÆS OGSÅ, hvordan du skaber mening med din virksomheds Code-of-Conduct.

Her får du et par stykker helt gratis, som du kan bruge med det samme. Jeg håber, at du selv vil spæde til med flere i kommentarerne:

  • Vi vil styrke vores CSR-profilVi vil være bedre ved miljøet, støtte svage i samfundet og gøre verden til et bedre sted.
  • Vi vil være innovativeVi vil finde på bedre idéer
  • PostfaktueltLøgn
  • Vi er proaktiveVi vil være på forkant
  • Oplever du value-for-money?Får du nok for pengene?

Først når vi tør kalde en spade for en spade, kan vi virkelig rykke os. Først når vi tør beskrive vores mål og visioner med ord, vi intuitivt forstår, kan det mærkes i kroppen, hvis vi fejler.

Og hvis du er i tvivl om din sætning er fagsprog, så prøv at forklare, hvad du mener til din 8-årige datter. Hvis ikke hun forstår dig, så skal du tilbage på ordsmedjen.

Jeg håber, du vil bidrage med dine yndlingsfagfloskler i kommentarfeltet.

OBS: Indlægget er blevet ændret d. 18. februar 2017.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *