Øjenhøjde

I Øjenhøjde – Et udtryk aflives

Kære kolleger, ledere og customer excellence-eksperter (hvad end det så er).

I dag skal vi sige farvel til et udtryk, som mange har kært. Det bliver et tårevædet farvel.

I dag afliver jeg: I Øjenhøjde. Farvel, og må jeg aldrig se dig igen.

NEKROLOG FOR I ØJENHØJDE

I Øjenhøjde var et udtryk med gode intentioner. Masser af velmenende tanker og ord, som skulle gøre kunder endnu mere glade for de virksomheder, de køber fra.

Men selvom udtrykket var en velmenende eksistens, bar det på en uskøn fortid. Et skelet i skabet, der overskygger den kundecentriske omtanke med en underbevidst nederdrægtig bagtanke.

Lad mig illustrere. Luk øjnene og læs videre, mens du ser scenariet for dig.

Du går i parken og møder en person, du gerne vil sige “hej” til. I løber hinanden imøde og mens du smiler og siger, “Heeej Emilie”, bevæger din krop sig i øjenhøjde med Emilie. Du giver Emilie en krammer.

FRYS.

Træd ud af din krop og se dig selv udefra. Hvilken stilling står du i? Strækker du dig eller bukker du dig? Lad mig spørge på en anden måde: Hvor gammel er Emilie?

Hvis du ser det samme som jeg, så står du i en position, der spænder fra let foroverbøjet til helt nede i knæ. Emilie er et barn.

Kan du se nu, hvorfor I Øjenhøjde skal aflives fra direktionsgangens ordforråd?

Når man møder kunderne på den måde, mener man ALTID, at kompleksiteten skal nedjusteres, så de uvidende kunder forstår. Og det er sgu en nedladende attitude.

Så stop med at behandle dine kunder som børn. Stop med at gå I Øjenhøjde. Begynd i stedet at se op til dine kunder. For de er større end dig – de betaler din løn.

Kommentarer modtages i øjenhøjde.

/Mikkel

PS. Læs også, hvorfor du ikke skal “forankre” den nyeste strategi.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *