Brexit-lektion 2: Så formel skal du være på Business English

Som dansker går vi ofte galt i byen, når vi kommunikerer med briter. Vi tror, de er helt med på vores frisindede og letsindige måder at tale på, blot fordi den britiske humor ligger tæt på den danske.

Men sådan er det ikke.

Mere formel end du tror

Første gang jeg blev rigtigt opmærksom på formaliteten var efter et par uger i London. Jeg står ved kassen i Lidl og er lidt i min egen verden. Og ligesom i Danmark bliver der sagt “hej” og “ellers andet” og “god dag”. Men i England følger der et lille ord mere med: Sir. “Hello sir”, “Thank you, sir” og “Have a nice day, sir”. Det var første gang, jeg for alvor lagde mærke til det ekstra lille ord, og at jeg ikke selv brugte det.

Efter turen i Lidl (og bemærk lige, at vi altså ikke taler om Mark & Spencers her, men en discountforretning) begyndte jeg at sige sir og madam og miss, når jeg kommunikerede med fremmede. Men jeg må indrømme, at det er en svær vane, for på mig virkede det nærmest højtideligt og overformelt. Ikke desto mindre var det mere britisk. Meget mere britisk.

På engelsk er man Des. Ikke dus.

Inden du tænker, at nu må de forstokkede briter bløde lidt op, for hvad er det for noget pjat, så husk på, at det formelle ligger dybt i det moderne engelske sprog.

Tænk for eksempel på, hvilken betydning det har, at briterne er gået fra de klassiske Des og dus, til kun at være Des på moderne engelsk. Det er modsat af de fleste andre sprog, hvor det uformelle “du” har sejret. Men briterne er Des. You betyder De. Thou betyder du. Men det hører man kun i Shakespeare.

I talesprog kan du relativt let slippe af med din danske uforskammethed ved at indføre (og afføre – høhø) nogle simple elementer i dit sprog:

  • Husk sir/madam (eller ma’am)/miss, når du taler med fremmede. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.
  • Husk thank you og please. Det hørte du også i folkeskolen, men prøv at indfør ét please mere i dit engelske. Og ét thank you mere, når du køber busbillet eller står ved kassen.
  • Stop med at bande. Det er nok den sværeste, for at aflære en vane er lettere end at tillære en ny. Drop Fuck, drop Shit, drop Damn. Ja, selv ordet Shitstorm er ikke et, briter bruger, selvom man skulle tro, det måtte stamme derfra. Så bare drop dem.

Formalitet på forretningsengelsk

Sir, madam og please er blot et billede på den britiske hverdagsformalitet. Det er udgangspunktet. Oven i udgangspunktet kommer et ekstra lag formalitet med Business English. Oven i udgangspunktet kommer nemlig forretningslivets stadig hårde hierarkier og formelle strukturer. Linjer, som vi i Danmark forsøger at udglatte med en “flad virksomhedsstruktur“, men som briterne stadig tegner relativt hårdt op.

På Business English er der forskel på skrift og tale. Ret stor forskel endda. For mens det talte Business English ligger tæt op ad hverdagssproget, gælder andre normer på skrift. I det talte kan du nøjes med at skrue lidt op for sir/madam, når du taler med cheferne (eller er chef og taler med medarbejderne).

I en e-mail kan du godt skrue knappen helt om på maks, når du kommunikerer vertikalt i organisationen – fra leder til medarbejder og omvendt. Og i e-mails til eksterne kører formaliteten helt af sporet sammenlignet med danske standarder.

Netop e-mails er emnet for den næste lektion. Stay tuned.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *