Skabe nyt indhold

En nølende skabers bekendelser

Hvornår har du sidst skabt noget? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv de sidste par uger og svaret er ikke flatterende. For faktisk kan der gå rigtigt langt tid imellem, at jeg skaber noget. Man kan selvfølgelig sige, at jeg hver dag forsøger at skabe noget, fordi jeg er selvstændig, men det er ikke den slags skabelse, jeg taler om.

Skab noget, der griber ind i folk

Det er den håndgribelige skaben, jeg taler om. Når jeg skriver noget, filmer noget eller når jeg tegner noget. Den type skaben, der har et håndgribeligt og måske kunstnerisk slutresultat. Og selvfølgelig den type skaben, der griber ind i andre menneskers liv.

Når jeg tidligere har skrevet en blog om, hvordan man undgår at skrive en dårlig ansøgning, eller hvordan man bliver mindre nervøs, så kan jeg se og høre, at det har haft en indvirkning på folk. Ikke på mange, men et par stykker har hver gang, jeg har udgivet noget, kommenteret online eller offline, at de er glade for det, jeg har skrevet. Det gør mig superglad og megastolt. Men alligevel tøver jeg, når jeg skal skrive en ny blog.

Hvorfor tøve?

Hvorfor er det ikke nok, at få opmuntrende kommentarer på det, jeg laver, for at holde mig i gang? Det giver ingen mening, men faktisk kan den positive feedback ind i mellem have den modsatte effekt, nemlig at jeg kommer til at hvile på laurbærerne og går helt i stå med at skabe nyt indhold.

Laurbær eller ej, så har tanken ”hvornår har du sidst skabt noget”, sat nogle hjerneceller i sving, og jeg tror, at jeg har fundet svaret på, hvorfor jeg nøler.

Skaberblufærdighed

Det handler om blufærdighed. Blufærdighed over at skabe i andres nærvær, mens andre kan kigge mig over skulderen. Ikke at jeg nogensinde har fået kritik af det, jeg var i gang med.

Alligevel opstår der en mærkelig følelse af blufærdighed, når der er andre til stede i rummet, mens jeg skaber indhold. Uanset om jeg skriver en blog, laver en video eller tegner en tegning, så generer andres tilstedeværelse mig lidt ligesom, hvis nogen læser med over skulderen, når du sidder med en avis. Eller som når nogen tæller med, hvis du skal regne noget ud i hovedet. Umuligt!

Det spiller ingen rolle, hvem der er i lokalet. Det kan være kolleger, det kan være fremmede eller det kan være min kæreste. Faktisk bliver blufærdigheden kraftigere, jo tættere en person er på mig. Det er nemmere for mig at sidde på en café og skrive, end det er at sætte mig ved tegnebrættet, når min kæreste er hjemme.

Det sker aldrig.

Måske det skyldes, at andre cafébesøgende er mindre tilbøjelige til at kigge med over skulderen – og meget mindre tilbøjelige til at kommentere på det ufærdige værk.

Det ufærdige værk

Blufærdigheden gælder nemlig kun det ufærdige værk. Det endelige resultat elsker jeg at vise frem, og jeg elsker at få kritik på det (positiv mere end negativ, dog).

Måske det skyldes, at det ufærdige værk stadig har stor risiko for at kikse og ryge i papirkurven. Eller måske skyldes det, at blufærdigheden henvender sig på metoden – altså hvordan jeg skriver, hvad jeg sletter eller hvordan jeg tegner skyggerne, og hvordan jeg holder på blyanten. Om jeg bruger ”den rigtige” metode. Det er der ingen, der kan se, når først værket er færdigt. Du kan ikke se hvor mange sætninger, jeg har slettet for at formulere denne.

Det er kun den finpolerede udgave, du må se. Alle skitser brændes.

Men det går mig på. For jeg kan godt lide at skabe. Jeg kan godt lide at skrive og at tegne. Og jeg er ikke dårlig til det. Så måske jeg snart skulle lære ikke at være blufærdig? Ikke at foregribe andres negative feedback, når alt tyder på det modsatte.

For nyligt er jeg begyndt at høre podcasten Make Do, som tager fat i netop skaberblufærdigheden og giver den en ordentligt omgang. Så hvis der skal være en pointe med dette indlæg, ud over selvynk, så må det være en anbefaling af Make Do.

Hør den. Og gå ud og skab noget.