Det er efterhånden et stykke tid siden, at jeg, med en blanding af nervøsitet og stolthed, smed de påkrævede tre printede udgaver af mit speciale i min professors dueslag, klar til aflevering. Og selvom meget vand er løbet under broen siden, så er der stadig nogle ting, der hænger fast: Interessen for begrebet passion og en klar mening om, hvordan man opbygger en god opgave.
Det, jeg lærte om et godt speciale, har vist sig gældende i nærmest alt, jeg møder.
Hvis du synes, det første er mere interessant, så læs mere her. Hvis ikke, så fortsæt, for det jeg lærte om et godt speciale, er gældende hver gang, du løser en opgave.
Bliv skarp på kerneopgaven i specialet
Specialet starter, som alle andre akademiske opgaver, ved problemformuleringen. Den, som altid er så besværlig at få ordentligt på plads. Ikke, at du ikke må ændre lidt på problemformuleringen undervejs, men den skal være – og er – hjørnestenen i din opgave (Ok, det har du hørt før).
Den indlysende hemmelighed: Hold dig på sporet
Når du (efter mange frustrationer) har tegnet en skarp problemformulering op, er det tid til at skrive opgaven. Og det er her, rigtigt mange mister fokus. Man stikker i øst og vest, og har svært ved at holde fokus på kerneopgaven: at løse problemformuleringen. Men i virkeligheden er hemmeligheden bag er stærkt speciale, at du hele tiden spørger: “Hvordan svarer dette på min problemformulering?”
Nu tænker du måske, at det gør du allerede. Men lad mig spørge: Gør du det også på papiret? Og ikke kun inde i hovedet?
I et speciale (og i alle andre kommunikationsopgaver) skal du holde din modtager i hånden og gøre din modtager opmærksom på, at du har et skarpt fokus. Du skal konstant forklare, hvorfor det, du skriver, har noget at gøre med løsningen på din problemformulering. Og hvordan gør du det – sådan i praksis?
Forklar, forklar, forklar … og forklar
Helt praktisk, så kan du sikre den famøse røde tråd i speciale med fire typer tekststykker, som skal være at finde i ALLE dine afsnit. De to første ligger i starten af hvert afsnit:
- Indled med at forklare, hvordan afsnittet hænger sammen med (eller adskiller sig fra) det forrige afsnit.
- Forklar herefter, hvordan afsnittet hænger sammen med problemformuleringen og svarer på en del af den.
Tjek disse to punkter af, og du kan skrive selve afsnittets indhold. Og inden du sætter afsnittets sidste punktum, skal du skrive disse to tekststykker:
- Forklar (gentag), hvordan afsnittet svarede på en del af problemformuleringen.
- Afslut med en linje eller to om, hvad næste afsnit vil handle om.
Ja, du skal gentage dig selv
Når du konstant gentager, hvordan dine afsnit hænger sammen med hinanden og med problemformuleringen, tvinger du ikke blot dig selv til at være knivskarp på den røde tråd; du viser også læseren, at du har 100 procent styr på ruten og ikke er ved at køre en unødvendig omvej.
Du fortæller læseren, at du holder benhårdt fast i konceptet og formålet med opgaven. Du fortæller læseren, at du faktisk har fuldstændigt styr på dit emne. Det skaber en tryghed for læseren, og giver dig derfor en stærk opgave.
Og formlen er faktisk gældende i alle typer opgaver. Hvis man konstant svarer på spørgsmålet: “Hvordan bidrager dette til min primæropgave?” sikrer man et skarpt fokus og en konceptfasthed, som mange mangler. Så tag spørgsmålet med videre, også efter du har afleveret specialet.
