En af mine venner kiggede på mig en dag og spurgte: “Hvordan finder du på alt det, du siger?”.
Det fik mig til at tænke på, hvordan man egentligt starter en samtale og holder den kørende, så det bliver ved med at være interessant.
Min vens spørgsmål var nok en blanding af et reelt spørgsmål og en diskret hentydning til, at jeg indimellem burde værdsætte stilheden lidt mere.
Alligevel hørte jeg (naturligvis) kun den første betydning, og det har fik mig til at overveje, hvad det egentligt er, jeg gør, når jeg uden problemer kan holde en interessant samtale kørende i flere timer med totalt tilfældige personer.
Start snakken på din Tinder-date
Læser du denne blog, fordi du skal på date? Så har jeg en lille gave til dig.
Her får du nemlig 5 ting, som du altid kan starte en samtale med.
Hvordan starter du en samtale og holder den i gang?
I dette indlæg vil jeg fokusere på den situation, hvor du starter en samtale med netop helt tilfældige personer. Eller personer, som du ikke i forvejen kender. Selvom metoderne grundlæggende er de samme, som når du taler med din familie og dine venner, så er det altså ikke noget, jeg for alvor kommer ind på her. Det må du selv stå for.
Den rigtigt svære prøvelse er nemlig at indlede og føre en intelligent samtale med personer, som du overhovedet ikke kender, og som måske kommer fra et helt andet sted end dig selv – i bogstavelig og overført betydning.
Så altså … Hvordan holder man en interessant samtale kørende? Jo, i virkeligheden bruger jeg specielt tre samtaletricks.
- Begynd med gode spørgsmål for at finde fællesnævnere
- Hold samtalen kørende med anekdoter
- Hold samtalen kørende med gode sidespor
1. Begynd med gode spørgsmål for at finder fællesnævnere
Du har helt sikkert også tænkt: ”OK, vi to har jo intet til fælles overhovedet!?” Men hvis du er lidt mere rationel, så ved du jo godt, at det helt bestemt må være løgn. Der vil altid være en eller anden lille flig, som to mennesker har tilfælles. Og derfor er din opgave, at finde den flig.
Se det lidt som en detektivopgave. Du skal finde den ene ledetråd, der kan lede jeres samtale på vej til noget interessant og noget, du kan lære af. Derfor starter den gode samtale også med spørgsmål.
"Du skal finde den ene ledetråd, der kan lede jeres samtale på vej til noget interessant og noget, du kan lære af. " Click To TweetStart samtalen rigtigt
De nemme og indledende spørgsmål begynder med “Hv”. Selvom du nemt støder ind i kliche-spørgsmål og -svar, så er hv-spørgsmålene alligevel åbnere, der indbyder din samtalepartner til at deltage med mere end blog et “ja” eller et “nej” – og det er nødvendigt, hvis du vil undgå at skulle kæmpe for samtalens fremdrift.
Begynd samtalen med fx:
- Hvad… bringer dig her i dag?
- Hvor… kommer du fra?
- Hvornår… tror du, vi skal spise?
- Hvordan… kom du hertil?
Vær ikke bange for flosklerne. Floskelspørgsmål er safe ground for jer begge – i kender jo ikke hinanden, så det giver ligesom mening at starte meget blidt ud.
Gode begyndermetoder til at starte en samtale
Hvis du begynder at læse lidt om måder at starte samtaler på, så er hv-spørgsmålene muligvis ikke blandt de mest gængse anbefalinger. Ofte er anbefalingen, at du skal finde på et eller andet vittigt eller mærkværdigt at sige for at skabe interesse.
Det kan der såmænd også godt være noget sandhed i, men hvis jeg ikke tager meget fejl, så er grunden til, at du læser denne blog, at du har lidt besvær med at få starte en samtale. Og hvis det er sandt, så er det i bund og grund et elendigt råd at bede dig om at opfinde en eller anden kuriositet idet du rækker hånden frem til hilsen.
Faktum er, at du skal være ganske trænet i at konversere med fremmede for bare lige at kunne fiske en sjov historie op af hatten.
Her er det altså nemmere, at lægge sig på de gode gamle hv-ord, og så derfra dreje samtalen til noget, der er interessant både for dig og for din samtalepartner.
(Artiklen fortsætter længere nede)
Bøger om at møde folk,
som rent faktisk er god læsning
En “lær-alt-om-samtaler”-anbefaling
Hvis du vil have alle – og jeg mener alle – tricks i samtalebogen, så vil jeg anbefale “How to talk to anyone” af Leil Lowndes.
Han gennemgår 92 tricks til samtalen – både samtalestartere, kroge, kropssprog og endda telefonsamtalen.
Den her bog lærte mig at score min kæreste
Det er rigtigt nok. Uden Datingens Psykologi er jeg overbevist om, at jeg aldrig ville have scoret min kæreste. Og hun ved det godt.
Bogen gav præcis nok indsigt i psykologien i det spil, det er at date. Den gjorde, at jeg ikke virkede desperat.
Den nye dreng i klassen: Manson, når han er bedst
Mark Manson, kendt fra navne-broder-bogen “Kunsten at være f*cking ligeglad”, serverer dating-tip numero uno på sin helt egen facon.
Elsk ham, had ham. Men lyt til hvad han siger, for det er ikke helt dumt.
Ledetråde til starte en samtale med nye mennesker
Så når du møder Preben for første gang, så prøv derfor med:
- ”Nå, hvad laver du så her?”
- ”Hvor kommer du så fra?”
- ”Hvor kender du Berith fra?”
- ”Hvornår er I ankommet?”
Det væsentlige i at starte en samtalen godt er, at du skal finde en ledetråd, som kan lede jeres samtale på vej til noget interessant og noget, du kan lære af. Derfor starter den gode samtale også med spørgsmål.
Formålet er naturligvis ikke, at du skal kunne referere detaljerne om Preben og Brerith baggrund. Formålet er, at du kan finde nogle kroge, du kan hænge samtalen på. Og faktisk vil disse samtalekroge allerede begynde at dukke op efter det første spørgsmål.
For i Prebens svar finder du nemlig de første 3 kroge:
”Vi har været her siden i går, for vi skulle køre hele vejen fra Thyborøn.”
Kan du se dem?
Kroge både starter en samtale og holder den kørende
Samtalekrogene er vigtige i enhver samtale. Både når du taler med nye mennesker og med gamle venner.
Når du taler med gamle venner, oplever du bare den fordel, at I har rigtigt mange kroge, at hænge samtalen op på – både dem, der i selve samtalen, og dem der kommer fra tidligere snakke og oplevelser og fra jeres fælles bekendte.
Derfor er det også nemt at tale med dine venner, for I har ganske enkelt rigtigt mange samtalekroge.
Når du taler med nye bekendskaber, så har du ikke fordelen af en fælles historik, men det skal ikke holde dig tilbage. Ofte har I nemlig en fælles bekendt, en fælles baggrund for at være tilstede til arrangementet og ikke mindst, en fælles interesse i at få samtalen til at glide. ¨
"Når du taler med nye bekendskaber, har I en fælles interesse i at få samtalen til at glide." Click To Tweet3 samtalekroge, der fører din samtale videre
Hvis vi kigger udelukkende på Prebens svar fra før, så svarede han: ”Vi har været her siden i går, for vi skulle køre hele vejen fra Thyborøn.”
I det svar er der umiddelbart tre nemme kroge at hænge samtalen på.
- “Siden i går”
- “Køre”
- “Thyborøn”
Hvorfor netop disse kroge?
Fordi, det er ting, du kan spørge ind til. I virkeligheden kan du spørge ind til alle tre emner, men jeg vil altid vælge det emne, jeg selv ved mest om eller er mest interesseret i at vide mere om. En samtale er jo ikke andet end en videnudveksling, så lad os bare blive klogere.
Sådan spørger du ind
(og nu formulerer jeg det, som jeg ville sige det selv):
- Nå for satan. Du har måske overnattet her på hotellet? Er det godt?
- Jamen, er det så din Toyota Yaris, der holder ude foran?
- Thyborøn – Det ligger op mod Klitmøller, gør det ikke? Har du været der?
Med disse helt simple spørgsmål, ved Preben, at du faktisk er interesseret i at tale med ham. Og i at lytte til det, han har at fortælle. For ligesom når man starter en samtale, vil der hver gang Preben svarer, vil der opstå nye kroge, som du kan hænge samtalen på, og som kan bringe jer tættere på noget, som I begge synes er interessant at høre og fortælle om.
MEN, for ikke at der går kriminalforhør i samtalen, skal du selvfølgelig også byde ind med noget. Og selv, er jeg fan af anekdoter. Læs videre og lær, hvordan du bruger simple anekdoter til at kvalificere samtalen og gøre den mere interessant.
2. Hold en samtale kørende med anekdoter
Jeres samtale starter med spørgsmål. Næste skridt er gode historier og anekdoter.
“Men hvorfor anekdoter?” kunne man spørge.
Svaret et simpelt: Fordi anekdoter er menneskelige. Det er oplevelser og historier, som alle kan sætte sig ind i. Og fordi de kan gøres sjove, interessante og ikke mindst relevante.
Og lad mig bare sige det lige ude: Historier behøver ikke altid være 100 procent sande. (Chok!)
Men historier og anekdoter skal altid være interessante.
Nej, jeg siger ikke, at du skal lyve og opfinde falske historier, men jeg siger, at en sand begivenhed, der er sket for din fætters vens kærestes søster, ikke tager skade af at blive trukket et par led længere ind.
Træk anekdoten tættere på dig selv
Istedet for at være 100 procent præcis kunne du måske sige … din kammerats søster. Ingen nævnt, ingen glemt.
Når du starter en samtale med Preben, er han nemlig ligeglad med små journalistiske stramninger, der gør historien mere relevant og nærværende. Han går jo ikke ud og formulerer en akademisk artikel om det.
Så hold dig til sandheden, hvis den er interessant, og ellers stram historien om, sådan som man har gjort det igennem århundreder. Og lad den så ligge der, for god historiefortælling er et helt indlæg i sig selv.
Hæng anekdoter på samtalekrogene
Lad os kigge tilbage på de tre emner, som den gode Preben gav os, da han svarede på det simple åbningsspørgsmål.
Prebens tre samtaleemner eller -kroge var:
- Jeg har været her siden i går
- Vi er kørt hertil
- Vi kom fra Thyborøn
Alle tre kroge kan du koble dine egne små historier på, som kan kvalificere samtalen. Bare husk at afslut med et spørgsmål. Eksempel følger:
- Siden i går?! Der brugte konen og jeg hele aftenen på at pakke bilen – hun ville have hele garderoben med, som om den lille Aigo var et walk-in-closet… kender du det?
- Uh, køre! Vi tog toget for ikke at sidde fast på motorvejen. Og faktisk var jeg ret overrasket – Vi kørte med IC4 og det var kun vognens AirCon og rulletekst, der var i stykker. Selv bremserne virkede! Men, var det ikke et ræs med eftermiddagstrafikken?
- Thyborøn – Det er der ude af Niels Hausgaard kommer fra, er det ikke? Jeg så ham Live for en måneds tid siden. Han var helt fantastisk. Han elsker hans sange om sin bror – vidste du, at han er enebarn?
I alle tre tilfælde, har du givet Preben en lang række indirekte kroge at hænge sig i, mens du understreger, at det er hans tur til at bidrage til snakken, ved at fyre spørgsmålet af som en eksplicitte samtalekrog, han kan nøjes med at svare på.
Samtalen behøver ikke en rød tråd
Selvom det kan virke skræmmende for os, der er vokset op med “hold dig til emnet”-pædagogik i både folkeskole, gymnasie og alle andre institutioner, så er det faktisk helt OK, hvis samtalen kører af sporet allerede. Det gør ikke noget, for helt ærligt; hvor interesseret er du egentligt i, om Preben kører Toyota Yaris eller kommer fra en Vestjysk landsby?
Det er ikke det, der er pointen. Pointen er at nå frem til noget, hvor du ikke skal være bevidst om samtalen, men hvor den bare kører af sig selv. Frem til noget, I begge er interesserede i.
En interessant samtale SKAL efter mig mening køre af sporet. Hele tiden. Jeg vil altså udfordre den røde tråd. Eller i hvert fald udfordring den helt lineære røde tråd. Alle kan komme fra A til B, men det er vejen forbi X, Y og Z, der gør turen sjov at være med på.
"En interessant samtale SKAL køre af sporet. Hele tiden." Click To Tweet3. Hold din samtale kørende med interessante sidespor
Netop sidesporet – eller rettere: at køre af sporet – er mit sidste trick, når man skal holde den interessante samtale i kørende. Mens den gode samtale starter med spørgsmål, fortsætter den nemlig ad snørklede veje. Lad blot historierne køre sig selv til ende. Spring og hop i samtalen; kør ud ad en tangent. Og så kom tilbage.
Det er det, der giver liv til jeres snak, og det der gør, at jeres snak bliver naturlig og interessant.
Det svære ved sidesporene er måske nærmere at komme tilbage på sporet (høhø). For at en samtale bliver interessant, må nemlig ikke forgabe dig i et ligegyldigt sidesport, bare for at holde den kørende.
Du skal tilbage. I hvert fald tilbage til noget, der igen bliver interessant for jer begge, så ikke der bare går anekdoteonkel i den og det bliver én lang enetale.
Når I taler sammen, skal du lytte
Problemet er bare, at for at kunne vende tilbage, kræver det, at du har lyttet.
For når I rammer endestationen for et sidespor (”Nå, så Yarissen kører altså 25 km/l. Jamen, det kan være, at jeg skal have sådan én så…”), så er det tid til aktivere nogle af de gamle samtalekroge fra starten af samtalen.
Vær ikke bange for, at gå hele vejen tilbage til start. Hop tilbage til det sted, hvor I forlod det mest interessante samtaleemne, som I kom forbi. Hop tilbage til det, der før forenede jer – også selvom det betyder, at I må hele vejen tilbage til begyndelsen af samtalen. Hvis du trækker jeres snak hele vejen tilbage til start, viser det også tydeligt, at du rent faktisk lyttede fra første færd.
Spring tilbage til starten af samtalen
Hvis vi tager eksemplet fra vores testperson, Preben, så gav han som bekendt hele tre “samtalekroge” i den første sætning, han sagde:
- Jeg har været her siden i går
- Vi er kørt hertil
- Vi kom fra Thyborøn
Når I er nået til vejs ende på punkt 2 (altså Yarissen, og at du og konen brugte hele aftenen på at pakke), kan du helt naturligt starte på punkt 3:
“… Men det er nu stadig langt at køre helt fra Thyborøn. – Er det egentligt ikke op mod Klitmøller? Jeg har en kammerat, det surfer meget der oppe omkring. Kan man også det i Thyborøn?”
Målet: En mere interessant samtale!
Ja, faktisk så kan I fortsætte på den måde hele aftenen. Frem og tilbage. Ud og hjem. Træk og slip.
Hvis samtalen aldrig bliver naturlig, så bliver det nok lidt opslidende, fordi det kan kræve en del tankevirksomhed at holde en interessant samtale kørende i lang tid, hvis aldrig I rammer et emne med fælles interesse.
Men lad os da håbe, at når du starter jeres samtale godt, så finder I noget, der er så interessant, at I begge glemmer samtaleformlen, og blot lader den køre helt naturligt. Det er jo også her guldet ligger, når du møder andre mennesker.
Målet med overhovedet at starte en samtale
I sidste ende må målet være, at finde noget, I begge synes er interessant at tale om. Også selvom I ikke kendte hinanden før, og selvom I kommer fra to vidt forskellige baggrunde.
Nu er det tid til, at du skal prøve det af i den virkelige verden. Hvis du ikke lige står og skal til 80-års fødselsdag eller et netværksmøde med din forretning, jamen så smut hen til en kollega, du ikke normalt taler så meget med, og prøv at starte med et hv-spørgsmål.
Hvis du vil udfordre dine samtaleevner, så vælg en kollega, som du ikke normalt bryder dig så meget om. Så kommer du på prøve.
Hvis du selv, har nogle gode tricks oppe i ærmet, så skriv dem meget gerne i en kommentar, så andre læsere også kan få glæde af dem. Tak 🙂
Start snakken på din date
Læser du denne blog, fordi du skal på date? Så har jeg en lille gave til dig.
Her får du nemlig 5 ting, som du altid kan starte en samtale med.
1 kommentar