Al udvikling tager tid. Noget mere end andet. Men al udvikling tager tid. Og ganske uvidenskabeligt kan jeg fra min egen stol konkludere, at stor udvikling tager lang tid, og lille udvikling tager kort tid. De største udviklinger tager længst tid, og netop derfor er det også de store udviklinger, der er sværest at se og derfor gennemføre.
For mennesket er ikke bygget til at lægge mærke til de bittesmå ændringer i hverdagen, som skaber den store forandring. Mennesker er ikke bygget til at tænke langsigtet og lægge mærke til at tingene går i den rigtige – ja, eller forkerte – retning.
Problemet med sand udvikling er derfor, at den er usynlig. Hvad end vi taler klimaets udvikling eller mere personlige udviklinger, som eksempelvis væksten af min egen virksomhed, så er udviklingen usynlig i det daglige og kan synes forsvindende lille og ubetydelig, hvis ikke man sætter selve udviklingen under lup og sammenligner status i dag med status sidste år.
Fire år senere
Kigger jeg på min egen virksomhed, er udviklingen over tid ganske tydelig. Selvom hverdagen fortsat synes lidt for travl og med lidt for få kunder, er status i dag en ganske anden, end da jeg startede mit iværksætterliv for snart fire år siden.
Det smukke ved en virksomhed er nemlig, at udviklingen manifesterer sig sort på hvidt i regnskabet. Og siden Montanus startede i november 2017 fortæller disse tal mig, at både min omsætning og mit overskud er lige omtrent fordoblet hvert år siden begyndelsen.
I virkeligheden er det en fantastisk udvikling. I virkeligheden er det en solstrålehistorie over en selvstændig, der lykkedes (knock on wood). Men i hverdagen er følelsen af udvikling nærmest fraværende. Ikke sådan at forstå at jeg går med de modsatrettede anelser eller ser sort på tingene – slet ikke. Euforien over at udvikle sig eksponentielt er der bare ikke. Ikke i hverdagen.
I hverdagen går det mere op i, om vi når den og den deadline, om vi har nok ressourcer til at løse nye opgaver, om vi når i mål med vores egen markedsføring, om alle er glade og om vi har leads nok i pipeline (sikke floskler!) til at holde niveauet året ud. I hverdagen falder tanken derfor sjældent på den udvikling, vi allerede har undergået. Den falder sjældent på, at virksomheden er gået fra ental til flertal, og at ”jeg” er blevet til ”vi”.
Det store spørgsmål er således: Hvordan synliggør vi den langsomme, træge udvikling i hverdagen, så ikke vi glemmer, at vi rykker os?
Udvikling, ketchup og tålmodighed
Inden for erhvervslivet taler man om ”ketchup-effekten” – et begreb, som nok er lettere at forstå, hvis håret på toppen er gråsprængt. Ketchup-effekten henviser nemlig til dengang Heintz hændte på glasflasker, og hvor den røde eliksir skulle hældes langsomt, forsigtigt og med et vist håndelag ned over spaghettien.
Da man vendte bunden i vejret på ketchup-flasken, begyndte nedtællingen. Langsom gik det i starten. Så langsomt at fristelsen til at ryste flasken var nærmest uimodståelig. Og så pludselig! kom ketchuppen væltende ned over bolognesen med en sådan kraft, at selv ikke et hurtigt svirp med håndleddet kunne standse blødningen. Sådan er ketchup-effekten: den tålmodige venten, den langsomme opbygning og den pludselige og voldsomme effekt.
De fleste store udviklingsprojekter lider under ketchup-effekten. De lider, fordi de færreste har tålmodighed til den opbyggende fase. Heller ikke jeg lever i tålmodighedens tempel. Jeg bliver ivrig, opfarende og utålmodig. Noget må gøres. Jeg er typen, der ryster flasken, på trods af at al erfaring henviser til kun to mulige udfald: Status quo eller pletter på tøjet. Ryster du flasken, mister ketchuppen momentum.
Store udviklingsprojekter kræver tid. Det kræver langsom opbygning og momentum. Som Bill Gates sagde om teknologiens udvikling:
”We overestimate the impact of technology in the short-term and underestimate the effect in the long run”
Skal man tro Gates’, er jeg altså ikke alene i verden om at være utålmodig. Vi må derfor gribe til andre midler end vores egen følelse af udvikling over tid for at begribe den udvikling, vi er en del af.
Milepæle i hverdagstågen
I en virksomhed kan vi igen kigge til regnskabet og styringen hen over året. Milepælene for i hvert fald den finansielle udvikling ligger allerede plantet langs udviklingsstien – månedlige afrapporteringer, kvartaler og selvfølgelig årsregnskabet. Disse milepæle er vigtige redskaber til at forstå den udvikling, som en virksomhed gennemgår.
De finansielle milepæle fungerer nemlig ikke blot som en påmindelse om, hvordan det går, men også som påmindelse om, at tiden går. Selve tiden. De minder én om, at vi allerede har opbrugt halvdelen af den tid, der er til rådighed i dette år. Og minder én om, at første kvartal sidste år var et helvede med tabte kunder og corona-nedlukning, mens første kvartal i år bød på en modsatte fortælling.
Milepælene er derfor vigtige. Ikke blot i virksomhedssammenhæng, men også i alle andre relationer. I det private og personlige liv, for samfundet og for den globale udvikling. Og milepælene skal markeres, så de ikke forsvinder i hverdagens tåge. Husk på, at netop milepæles ikke-metaforiske funktion er at vise rejsende, hvor langt de er fra begyndelsespunktet, hvor langt de har til mål, og fremfor alt, at de er på rette spor.
For at finde vej gennem tågen må det altså være væsentligt at opstille milepælene på forhånd – på et tidspunkt hvor tågen er lettet, og hvor der er klarsyn. Det er en disciplin, jeg selv har været for dårlig til. Ved at opstille milepæle på forhånd er det langt lettere at holde fokus på det næste skridt, den næste handling, som bringer dig nærmere målet. Og jeg tror på, at for at få fuld effekt af dine milepæle, må du på forhånd afgøre, hvordan fejringen af hver enkelt milepæl ser ud.
Ceremonier synliggør opsvinget
Fra coronaen har vi lært alle lært én ting: at ceremonier og ritualer er vigtige for vores trivsel. Efter et år uden bryllupper, ferier, barnedåber, stundenterfester, julefrokoster og sportsbegivenheder har vi lært, at tiden forsvinder mellem fingrene på os, hvis ikke vi får disse holdepunkter at binde hverdagens gang op på. Alle dage bliver ens, alle dage bliver til den 11. marts.
Derfor er fejringer vigtige. Og derfor er ceremonier med traditioner og ritualer vigtige; fordi de minder os om, at tiden går og at det der var i går, ikke er det samme som det, der er i dag. Og derfor må vi også fejre vores milepæle. Som med konfirmationen, studenterfesten og sommerferien, må vi planlægge fejringen på forhånd, opstille de rette ritualer, og udføre overgangsriterne med fuld opmærksomhed. Kun på den måde kan vi observere tiden gå, og kun på den måde kan vi observere det, man på nydansk ville kalde the incremental change.
Løsningen på udviklingsproblemet
Løsningen på den usynlige udvikling ligger derfor til højrebenet: Udviklingen skal synliggøres! Den skal synliggøres i hverdagen og synliggøres som milepælsmarkeringer hen over året. Ved at opsætte nogle faste milepæle – økonomiske, personlige, læringsmæssige, etc. – og beslutte fejringerne på forhånd, bliver det lettere at mærke den langsomme udvikling, når hverdagen melder sig.
Det handler om at fejre ketchuppens langsommelige vandren ned gennem flasken. Fejre de små men vigtige sejre, som fører til det store gennembrud. Fokuserer og stræber vi kun efter gennembruddet og successen, og glemmer hverdagens hustle og glæde, bliver vi som hunden, der sætter efter bilen; vi løber og løber, men når aldrig målet, og selv hvis vi gjorde, hvad ville vi så gøre med det?
