Forleden dag var jeg ved stranden. Det var første gang i år, jeg har sat havbund under fodsålerne og tvunget min ellers koldvandsskrække krop i bølgerne i Danmark. Og med en sommerferie i regnfulde Danmark, er min blegfede sofakartoffelkrop heller ikke blevet saltvandet af varmere havstrømme.
Faktisk er jeg ikke særligt vild med at bade. Jeg er ikke vild med strandsandet, der insisterer på at besætte mellemrummene mellem tæerne, og jeg er ikke vild med at få plask i hovedet.
Men denne gang var det anderledes.
Under tøjet er vi alle nøgne (…no shit?!)
Denne gang var det anderledes, for denne gang var søsættelsen på ”Den Permanente” i Aarhus. Og på den permanente er der tre muligheder: fællesstranden, dameområdet eller herreområdet. Da vi var tre gutter af sted og gerne ville undgå strandsandshelvedet, styrede vi direkte mod herreområdet, hvor man hopper i direkte fra badebroen – og (erfarede jeg) helst uden en trævl på kroppen. Og du ved… When in Rome…
Så der stod jeg, i fuldt Adamskostume, klar til at hoppe i. Og det var her, oplevelsen ændrede sig. Fra min velkendte milde strandvæmmelse til en oplevelse af naturlighed og selvfølgelighed og absolut lighed. En fuldkommen ligeværdighed, hvor fine slips, nystrøgne skjorter og implicitte og eksplicitte stjerner på skuldrene, ikke har nogen værdi.
For manden overfor, der var lige så bleg som mig, kunne lige så godt være advokat, som han kunne være arbejdsløs. Han kunne være millionær eller på mindsteløn. Og jeg ville ikke kunne se forskel.
Så hvorfor er det vigtigt på en kommunikationsblog?
Det er vigtigt fordi, det gjorde en forskel. En forskel for min oplevelse af mig selv, og en forskel for min oplevelse af andre omkring mig. Det gjorde os alle lige, og brød de normale hierarkibarrierer ned. Barrierer som kan være én af de allerstørste hindringer, når vi kommunikerer med hinanden.
NERVØS FOR PRÆSENTATIONER? FÅ TRE GODE TRICKS HER.
For hvem har ikke spurgt sig selv ”kan jeg tillade mig at sige det?”, når man har stået overfor en person, med flere skulderstjerne end én selv. Hvem har ikke tænkt: ”Det tør jeg ikke sige”, eller været nervøs før en præsentation foran et vigtigt publikum? Hvem er ikke blevet skræmt af de nystrøgne skjorter og velbundne Winsor-knuder?
Hvordan bliver jeg mindre nervøs?
Næste gang jeg bliver nervøs for jakkesættene eller spørger mig selv ”er det passende?”, håber jeg, at jeg vil minde mig selv om den gang på badebroen, hvor vi alle var lige.
Og jeg synes, du skal prøve det. Tag ud til en passende strand og smid kludene sammen med de andre helt igennem almindelige mennesker, og få din egen ekstreme lighedsoplevelse. Bare en enkelt gang. Så vil du se, hvordan du selv bliver mindre nervøs og mere sikker på dine egne idéer.
Og til sidst lige en credit til vinterbaderklubben, som gav mig oplevelsen. Tak!
1 kommentar