Det skulle være så moderne at arbejde på distancen. At være freelancer fra Bali og skrive sine tekster fra en strand med en af de der røde drinks, som jeg alligevel ikke ville drikke, fordi jeg slet ikke er sikker nok i min seksualitet til at drikke en rød cocktail fra et Margeurita-glas.
Men det skulle være så moderne. Altså at være den rejsende freelancer.
Freelancer fra Vancouver
Nu har jeg så testet det. Én måned i Canada med min lille familie. En måned i Vancouver, hvor jeg har arbejdet omtrendt hver 3-4. dag, og hvor jeg har forsøgt ikke at tjekke min e-mail alt for meget, når vi har været af sted på diverse ture.
Og faktisk er det gået godt.
Det har været muligt at skrue væsentligt ned for antallet af arbejdstimer, og det har været muligt (nogenlunde) at nå i mål med de ting, jeg havde sat mig for at nå.
Men jeg må også indrømme, at det ikke nødvendigvis har været den dans på roser, som man ser på Instagram. Det er i hvert fald ikke lige sjovt, at skulle gå ned på caféen for at sidde bag skærmen i 8-10 timer, når man hele tiden har i baghovedet, at næste båd på vej på hvalsafarie afgår om 30 minutter.
En MEGET kortere arbejdesuge, tjek
Alligevel – og måske af samme grund – er min oplevelse, at min effektivitet har været måske 4-5 gange højere, end når jeg arbejder hjemme på kontoret. Hvorfor? Forskellige forklaringer dukker frem:
- Jeg har skåret kraftigt ned i, hvilke opgaver jeg løser, og har altså derfor fokuseret min indsats på det væsentlige.
- Jeg arbejder uden forstyrrelser, og stopper kun for at holde en pause, gå en lille tur eller hente en ny kop kaffe.
- Jeg ved, at hvis jeg bliver færdig inden middag, så har vi eftermiddagen til at lave noget andet.
Begrundelsen skal sikkert findes i en kombination af de tre. Men det er helt sikkert tankevækkende, at jeg fra den ene dag til den anden har været i stand til at reducere mine arbejdstimer fra noget der ligner 50 om ugen til noget der ligner 10 om ugen.
Hvad med når jeg kommer tilbage?
Nej, træerne vokser ikke ind i himlen; jeg har ikke nået det samme som jeg ville have nået på 50 timer. Men jeg har nået det, jeg skulle. Altså det, som var nødvendigt for at holde Montanus i luften.
Og selvom jeg også har skåret nogle opgaver fra, som jeg på sigt ikke kan undvære (fx at deltage i netværksgrupper eller salgsarbejde), så må jeg jo også indrømme, at jeg aldrig har brugt 40 timer om ugen på det. Højt sat vil jeg måske lande på 20 timer.
Min konklusion er derfor et spørgsmål: Hvordan holder jeg fokus på det, der er vigtigt, når jeg kommer tilbage fra Canada? Hvordan undviger jeg tidskrævende opgaver, som ikke skaber værdi?
For jeg må da indrømme, at en arbejdsuge på 25-30 timer ville være meget velkommen. Tænk, hvad man kan bruge al den tid til!
