Nej, nu må folk simpelthen opføre sig ordentligt og vise noget respekt! – Gorillaen oppe på scenen
Du har sikkert selv prøvet det. At deltage i et møde, et kursus eller et foredrag, hvor du har tænkt sådan.
I sidste uge havde jeg samme tanke. Det var til et foredrag om markedsføringsloven på sociale medier. Og trods den lidt drøvtyggende titel, var både indholdet skarpt og foredragsholderen fangende.
Alligevel fandt jeg mig selv tåkrummende konstatere, at jeg konstant blev forstyrret af publikummets opførsel. En forstyrrelse jeg oftere og oftere støder på både til foredrag og andre situationer, hvor mange mennesker indgår i en fælles aktivitet.
Min irritation har nu – trods det potentielle stempel som sur gammel mand – ført til, at jeg her vil give tre anbefalinger til, hvordan man selv kan bidrage til en god, lærerig og respektfuld stemning til diverse foredrag, møder og forelæsninger:
1. Læg mobilen i lommen – og sæt den på lydløs
Egentligt handler det ikke om mobilen, men mere om, at tildele taleren sin udelte opmærksomhed. Den udelte opmærksomhed viser, at man anerkender taleren som professionel og – endnu vigtigere – som menneske.
I teorien kan det godt gøres med en mobiltelefon på bordet, men desværre er det sjældent tilfældet i praksis. Alt for ofte sidder halvdelen af publikum med hovedet nede i lommedatamaten og i bedste fald tjekker arbejdsmails, men lige så ofte spiller Bubble Blast, skriver på Facebook eller ’snapper’ med vennerne. Konsekvensen er, at man udviser total ligegyldighed over for, at taleren bruger tid og ressourcer på at stå der. Og ligegyldighed er måske dén enkeltstående mest respektløse holdning til andre mennesker.
2. Bliv siddende
Det kom bag på mig, hvor mange i publikummet, der i sidste uge havde et eller andet gøremål under foredraget og så sig nødsaget til at rejse sig og vandre rundt i lokalet. Nogle skulle (tilsyneladende) på toilet – OK, det er hvad der kan ske; nogle skulle hente kaffe (hvorfor ikke vente til pausen!?) og nogle skulle noget så elementært, som at dele reklameblokke og kuglepenne ud til sent-ankomne gæster.
Min opfordring er: Spørg en skuespiller, hvad der sker, når der pludselig er bevægelse inden for synsfeltet. Eller spørg en zoolog, hvad der sker, når byttedyret pludselig begynder at løbe.
De bliver set.
De tiltrækker sig opmærksomhed, og det samme gør folk, der bevæger sig rundt i lokalet, når det egentligt er forelæseren, der bør være i fokus.
Selvfølgelig kan det ske, at man bliver nødt til at smutte ud, men så gør det med så normal adfærd som mulig. En person, der bliver nødt til at krydse igennem projektorens skarpe kegle, bliver ikke usynlig af at danse limbo hele vejen under lærredet. Tværtimod.
Det gør blot rejsen ud af rampelyset lang, besværlig og grinagtig for resten af publikum – og resulterer i, at oplægsholderen mister folks opmærksomhed, og taler ud i luften, mens alles øjne er rettet mod den krabbegængende galning i jakkesæt, der hiver efter vejret i et pinligt forsøg på ikke at tiltrække opmærksomhed.
3. Tag noter på papir eller tablet
Den her er kontroversiel. For rigtigt mange bruger – helt reelt – sin computer til at tage noter på. Men hvis vi ser bort fra computerens overspringsfristelser, som er på lige fod med mobilens, har den bærbare computer forsat et par handicap, når det kommer til respekt for taleren. Handicappene handler om distance og hemmelighedskræmmeri – og de to hænger sammen.
Computerens største handicap er den lodrette skærm. Skærmen kommer til at fungere som en lille mur mellem taler og tilhører, og øger derfor den menneskelige distance og derfor upersonligheden. Og enhver, som har stået over for en hel sal af stirrende æble-logoer ved, hvor svært det kan være at nå om på den anden side. Den lodrette skærm er ekskluderende.
Foredragsholderen er ekskluderet fra det, der sker på den anden side er skærmen – hvad enten det er reelle noter eller en dansende YouTube-kat.
Min opfordring er derfor, at tage sine noter på gammeldags vis (hvilket også tyder på, er den bedste), eller på en tablet, som kan ligge fladt på bordet. For egentligt handler det ikke om, at foredragsholderen skal se, hvad man skriver, men mere om, at foredragsholderen har muligheden for at se, hvad man skriver. Altså ikke er lukket ude fra hulen.
Old school noteskrivning eller i hvert fald på liggende flader bidrager både til inklusionen (og derfor anerkendelsen og respekten) af foredragsholderen og nedbryder samtidig lydmuren mellem taler og lytter.
Der er mange flere punkter, som kan tilføjes denne liste – og sikkert også rigtigt mange, jeg selv kan lære noget af.
Del derfor dine egne råd på min blog, eller skriv dem i kommentarfeltet. Det kan også være, du synes jeg er gammeldags og snæversynet – del gerne hvorfor!
1 kommentar