Att. Forandringseksperter, topledere og virksomhedsstrateger
Dagens ordhenrettelse: Forankre
“Men forankre er da et helt almindeligt dansk ord,” tænker du nok. Og ja, du har ret. Men Forankre er et af de ord, som faktisk har haft en nobel og meget historisk betydning i det danske sprog, men som nu er blevet slavepisket hele vejen til skafottet af ledelseskonsulenter og direktioner, der ikke kan huske, hvordan det er, at have fingrene i materien.
Nekrolog for Forankre
Forankre er faktisk et smukt ord, der engang betød landgang på eksotiske strande for danske søfarer. Men nu er Forankre anderledes. Ordet er blevet en måde at distancere sig fra det trælse arbejde med at overbevise medarbejderne om ledelsens nyeste påfund: “Vi skal have den nye strategi forankret hos medarbejderne,” – hvad fa’en betyder det?
Ja, det betyder, at medarbejderne nu skal acceptere en ny måde at gøre det samme på. De skal acceptere frustrationer, overarbejde, omarbejde og merarbejde, fordi direktionen har fundet på noget nyt.
Ja, vi skal have nye strategier indimellem
Inden du tænder helt af i kommentarfeltet, så vil jeg lige påpege, at denne aflivning ikke handler om, at virksomheder ikke skal forny sig. Det skal de. Og udvikle sig og forandre sig (du får mig ikke til at skrive transformere). Ledelsens idéer kan såmænd være rigtigt gode og til stor gavn for medarbejderne – men lige nu, hvor du står med din nye strategi i hånden og tænker “forankring i organisationen”, så skal trykke på stop. Du skal nemlig ikke glatte ud med flotte ord. Du skal anerkende, at det bliver et helvede for dine medarbejder. Du skal sige til dig selv (og resten af ledelsen):
“Vores nye strategi bliver først til noget, når alle medarbejdere synes, det er verdens bedste idé og tror på den. Før det, har den ingen effekt og vil kun skabe splid.”
Se, den formulering, gør det naturligvis ikke nemmere for dine medarbejdere, men den gør, at du griber processen anderledes an – og kommer i mål med din strategi.
Så beklager, Forankre, men din betydning er udvandet… høhø… og derfor skal du aflives.