Vi er kommet til det sidste trick, jeg bruger, når jeg gør mig klar en store præsentationer: Power Pose. Har du endnu ikke læst de to første, kan du starte her. Første indlæg fortæller dig, hvordan du varmer taleorganerne op, mens andet indlæg hjælper dig med at føle dig hjemme i rummet.
I dette sidste indlæg sætter jeg streg under min vigtigste pointe: Det handler ikke om, at gå fra nervøs til ikke-nervøs, men om at gå fra nervøs til spændt. For at klare ærterne skal vi altså ikke dulme vores nerver, men vende energien, så den bliver til positiv spænding og forventning frem for negativ angst og usikkerhed. Og til det, skal vi aktivere adrenalin, kortisol og de dyriske instinkter.
Det handler ikke om, at gå fra nervøs til ikke-nervøs, men om at gå fra nervøs til spændt.
Power Pose: Pust dig op
Ja, mit sidste trick er dyrisk. For det handler om, at puste sig op. Som en han-gorilla før kampen for sin flok. Power posing, som det kaldes, ikke blot får dig til at se større ud; det styrker også din selvsikkerhed og mindsker nervøsiteten.
Et power pose udstråler magt og autoritet og er et kropssprog, selvsikre personer automatisk har. De stiller sig med direkte front mod sin fjende (eller publikum), med spredte ben solidt plantet og store armbevægelser. De gør sig store, helt uden af tænke over det. I den modsatte grøft finder vi kropssprog, der pakker sig sammen og beskytter: armene over kors inde ved kroppen, nakken bøjet og benene samlet og bøjet.
Og selvom din natur ikke er konfrontation og store armbevægelser, kan du stadig bruge power poses aktivt. For når du bevidst tvinger kroppen til at indtage en stilling, der fylder meget, aktiverer du de stoffer, der gør, at du bliver mere selvsikker. Du påvirker testosteron- og kortisolniveauet i hjernen, så du bliver mere skarp og klar til at levere.
Show must go on
Selv bruger jeg power poses både inden, jeg går på, og når jeg står i rampelyset. Når jeg alligevel er ude på handicaptoilettet for at varme stemmen op, stiller jeg mig foran spejlet og gør mig stor. Strækker armene op over hovedet og ud til siden. Op på tæerne og ned igen. Fylder brystkassen med luft og holder den hævet et øjeblik.
Hvis jeg er rigtigt nervøs, er der virkelig tale om et “fake it ’till you make it”, for jeg har faktisk mest lyst til at sætte mig over og gemme mig i en krog. Men det virker. Altid. Det er tydeligt at mærke, hvordan kroppen tændes og fyldes med vilje og mod. Jeg skruer op for hovedtelefonerne og Elton Johns version af Queens “Show must go on” banker ind i mine ører, men jeg lydløst skråler med og puster mig op.
Og med ét, er min nervøsitet forvandlet til spænding. Det negative er væk. For det handler nemlig ikke om at berolige sig selv. Det handler om at være klar. Om at aktivere passionen. Ligesom gorillaen der brøler og puster inden kamp. Og ja, det er sgu dyrisk, men det virker – også selvom du ikke skal råbe af dine tilhørere.
