Der er meget du kan gøre for at bekæmpe nervøsitet forud for præsentationer. Men som jeg skrev i første afsnit af denne føljeton, handler der ikke om at gå fra nervøs til ikke-nervøs. Det handler om at gå fra nervøs til spændt. Hvor opvarmning, som jeg skrev om i del 1, er vigtig for mig, er mit næste skridt i kampen for imod den snurrende mave at undgå ubekendte:
Nervøs ved mange ubekendte
Ja, jeg bliver nervøs, når der er mange ubekendte. Når jeg ikke ved, hvad jeg går ind til. Derfor arbejder jeg altid på at nedbringe antallet af ubekendte, inden jeg skal præstere. På den måde har min hjerne mindre at skulle bekymre sig over. For ligesom hos alle andre dyr, bruger hjernen enormt meget energi på at identificere og analysere potentielle farer, når man befinder sig i ukendt terræn.
Hjernen bruger nemlig ikke blot energi på at analysere om publikum er fjendtlige. Den bruger også energi på at analysere, hvor i rummet, der kan gemme sig potentielle farer.[
Nervøs i rummet
Derfor bruger jeg, når jeg kan komme til det, en del af min forberedelse på, at lære rummet at kende. Hvis jeg kender afkrogene og scenen på forhånd (om det er foran en tavle eller et faktisk scenegulv), imødekommer jeg de bekymringer, som er i den primitive del af min hjerne. Det frigiver tankekraft til at fokusere på den egentlige udfordring: at lave en god præsentation (Brug disse tricks til at give din præsentation liv).
Og endnu bedre: hvis jeg lærer rummet rigtigt godt at kende, og fx fjoller rundt i rummet, råber i rummet eller danser i rummet, så kan jeg føle mig mere hjemme der, end mit publikum gør. På den måde har jeg givet mig selv en kæmpe psykologisk fordel, hvilket jo ikke er dårligt. Hvis jeg kan komme til det, besøger jeg derfor rummet på forhånd og fjoller lidt rundt.
På den måde har jeg givet mig selv en kæmpe psykologisk fordel, hvilket jo ikke er dårligt.
Nervøs for publikum
På samme måde, som med rummet, forsøger jeg at lære publikum at kende. Med lidt hjælp fra Linkedin, Facebook og Google kan jeg hurtigt lære en lille smule om, hvem jeg står over for. Hvis det er et lille publikum, læser jeg lidt af, hvad de har skrevet – blogindlæg, Linkedin-opdateringer mv. Kigger på, hvilke Linkedin-grupper de er med i eller finder ud af, om de er til fodbold eller hækling.
Det giver to fordele: Jeg får en idé om, hvad jeg vil kunne small-talk’e med dem om, og det hjælper mig med at opfatte dem som mennesker. Mennesker på lige fod med alle mulige andre mennesker.
Den bedste løsning er selvfølgelig, at lære publikum at kende i virkeligheden. For selvom diverse sociale medier er en fin hjælpende hånd, kan de ikke måle sig med at møde publikum i virkeligheden. Det bedste er, at tale med publikum under ganske almindelige uformelle forhold. Og derfor er small talk også brugbart.
Selvom det kan være floskelfyldt, giver det mig mulighed for at udveksle et par “jeg-er-ikke-farlig”-sætninger. Bagefter kan vi gå til stålet og starter den egentlige præsentation.
Snyd min hjerne: Trin 3
Ikke flere ubekendte – hvad nu?
Din hjerne er i ro, og du har styr på eventuelle farer. Næste skridt inden du går på er dyrisk. Et trick der snyder din krop til at tro, at du er 120% klar. Klik her
