5 apps til at huske dine ting
For nogen kommer det lidt nemmere end andre. Men at skulle huske alt om alt, kan være en udfordring for selv den skarpeste hjerne.
Vi kender det i hvert fald hos Montanus. Men det er jo ikke en nyhed, at folk glemmer ting. Det ved app-udviklere i hvert fald.
Så derfor har vi samlet én liste med de fem apps og programmer du skal bruge for, at du aldrig glemmer noget igen.
#1 Wunderlist – To-do lister gjort simpelt
Når du har en travl hverdag, kan det være svært at holde overblikket. Der er mange små ting, der måske kan glippe. Det kan være du når hjem fra arbejde og har glemt at handle.
Det kan være du lige skulle nå at kontakte den kunde imens du var på kontoret, men først kommer i tanke om det når du kommer hjem.
Det hjælper Wunderlist dig med. Du kan oprette forskellige former for lister, fx en privat og en arbejde. Oveni købet er alle dine lister i skyen. Det vil altså sige at hvis du sidder fast i morgentrafikken på vej til arbejde, kan du tilføje alt det, du skal nå på din liste, og når du åbner din computer på arbejdet, er din liste opdateret.
Der er heller ikke noget mere tilfredsstillende end at kunne krydse ting af på en to-do liste, vel?
#2 Accompany – Bedre kontakter
Forbindelser og kontakter er alfa omega i nutidens arbejdsliv. Men det kan være svært at huske på dem alle sammen uden at skulle bruge uanede mængder tid på Twitter, LinkedIn, FaceBook eller hvor du er forbundet med dine kontakter.
Med Accompany får du feeds fra alle sociale medier, hvor dine kontakter er, samtidig med at Accompany kan regne ud hvilke emails du sender til hvilke kontakter.
Forbinder du den med din kalender får du et overblik over alt der sker med hver enkelt kontakt, når du kigger i appen. Så er det pludseligt nemt at holde øje med, hvad dine forretningsforbindelser går og laver.
#3 EverNote – Tag noter i skyen
EverNote har efterhånden cementeret deres position, som det absolut bedste program til at tage noter med. EverNote fås til computer, smartphone, tablet, smartwatch, you name it.
Så hvis du ofte får ideer, der er værd at gemme, så kan du nu notere dem ned i hvilket som helst device du arbejder med og kan finde dem frem senere.
Så redder du også regnskoven, og skal ikke tage en notesbog med dig overalt.
#4 Cisco Webex – Din personlige AI assistent
Cisco Webex kan mange ting. Én af de mest nyttige er dog, at Cisco Webex emailer dig hver morgen med en udførlig liste over dine opgaver den pågældende dag.
Det er ligesom at have en assistent, der lige minder dig om at klokken 9 har du et møde, klokken 12 skal du spise frokost med en vigtig kunde og hvad du ellers skal huske.
Cisco Webex kan også minde dine kolleger om et møde og meget mere. Cisco Webex kan klare alle assistentopgaverne for dig, men kaffen må du altså selv hente.
#5 Outlook Kalender/iCal
Kært barn har mange navne. Lige meget hvad har du et utrolig stærkt værktøj bygget ind i din mail, hvis du bruger Outlook eller Gmail, og i din computer, hvis du bruger Mac. Du kan nemlig bruge din kalender som en to-do-liste.
Byg hele din hverdag op i din kalender, og her mener jeg ikke bare at skrive ”Arbejde” fra 8-16 mandag til fredag. Men i stedet skrive ”Møde med Bent fra produktionen” klokken 12 og ”Skriv 500 ord” klokken 10.
Det virker måske lidt overvældende, at skulle planlægge din dag ned til mindste detalje, men blanke tidsrum er også i orden. Den helt store fordel ved at bruge din kalender som to-do-liste, er at du kan rykke rundt og omprioritere dagens arbejdsopgaver som det passer dig.
Desuden kan du dele din kalender med kolleger, familie, venner eller hvem det nu skulle være relevant at bytte med.
Det er især en fordel at gøre hvis i er et lille team i afdelingen, så kan du nemt se, hvornår kollegerne har tid til at bruge en halv time på at gennemgå en bestemt ting.
Du behøver selvfølgelig ikke alle de her apps og programmer, men de fungerer også glimrende sammen. Forhåbentlig glemmer du ikke alle de små, men vigtige, ting i din hverdag fra nu af og så kan det være at det bliver lidt nemmere at være effektiv og nå alt i din travle hverdag.