5 APPS DER HJÆLPER DIG MED AT HOLDE FOKUS
Vi lever i en fantastisk tid. Vi har – i bogstaveligste forstand – hele verden i vores hænder. Men det kan også være udfordrende for mange, og gør det svært at holde fokus.
Som ungt bureau er der faktisk ingen af os, der ved, hvordan det var før i tiden – og mon ikke man også blev forstyrret af fyldte (fysiske) indbakker, memoer og Torben der konstant ringer, fordi mailen ikke er opfundet?
Derfor har vi samlet 5 apps og programmer, du skal have på din computer eller telefon, der hjælper dig med at holde fokus.
#1 POCKET
Er du typen, der ”kommer til” at gå på dine sociale medier og ser nogle ting, du bare må læse?
Du er ikke alene. Derfor har nogle genier opfundet Pocket.
Pocket gør det muligt for dig at smide alle artikler, opdateringer, tweets og hvad du ellers falder over, ind i en samlet app, så når du er færdig med at være produktiv på arbejdet, kan du åbne alle de gemte poster op og læse dem i ro og mag, uden at skulle bekymre dig om nedsat effektivitet.
Læs mere om Pocket her.
#2 FOREST
Forest er lidt mere gimmicky end mange af de andre ting her på listen. Du afsætter et antal minutter eller timer, du skal arbejde effektivt i. Imens vokser der et træ i din app.
Rører du din telefon imens træet vokser, dør træet. Det er altså en meget visuel måde at se, hvor effektiv du er. Hvis du efter den første uge har en stor skov i din app, har du altså klaret det rigtig godt. Har du i stedet stadig en bar græsplæne, så skal du måske arbejde lidt mere effektivt.
Få Forest her.
#3 SITEBLOCK
Hvis du har en tendens til at fortabe dig i overspringssider i stedet for at arbejde? Behøver jeg overhovedet at give eksemplet Facebook?
Installer Block Site, som ganske enkelt gør det umuligt for dig at besøge dine overspringshjemmesider. Med programmet bliver du hard working i stedet for hardly working.
Installér Block Site nu. Inden du bliver fanget af noget andet.
#4 ZENPEN.IO
Tim Holman har muligvis skabt et af de bedste værktøjer til at holde fokus, når du skriver.
Genistregen hedder Zenpen, og er en meget forsimplet version af word, som du bruger i din browser. Du går simpelthen bare ind på Zenpen.oi og begynder at skrive. Du kan stadig bruge ting som fed, kursiv, begge og skrive URL’er. Men ellers kan du ikke meget mere, og det er helt fantastisk! Du kan jo sætte en alarm på din telefon og give dig selv en time, hvor du bare skriver i Zenpen.
Zenpen optager hele skærmpladsen, så der er ikke plads til, at du lige modtager en besked på Facebook eller en mail.
#5 MOMENTUM CHROME PLUGIN
Momentum er et kæmpe hit her på kontoret. Momentum er et plugin, du kan installere i din Chrome browser. Så det er altså kun noget, du kan benytte dig af hvis du bruger Chrome på din computer. Et lille tip er faktisk altid at bruge Chrome, da det bare er en god browser.
Men hvor om alting er, så er Momentum godt at bruge i din browser. Hver gang du åbner en ny fane, får du et vildt flot billede i din browser. I dag er det eksempelvis en flot solnedgang over Bagan i Myanmar.
Oven i dette får du tidspunktet med stor skrifttype, så du ikke er i tvivl om, hvad klokken har slået. Nederst får du et lille citat, i dag er det Henry van Dyke, der fortæller os, at vi skal benytte os af de talenter vi besidder, fordi skoven ville et meget stille sted, hvis kun den bedste fugl sang. Men vigtigst af alt, kan du skrive den vigtigste ting du skal nå i dag ind, og så bliver du mindet om det, hver gang du åbner en ny fane.
BONUS: #6 FOCUS VIEW I WORD
Den sidste er desværre kun for folk, der benytter sig af Mac. Men den er ganske enkelt for god til ikke at tage med. Det er en funktion, man har kunnet finde i Word til Mac siden 2011.
Det minder lidt om Zenpen, men er bare at finde i Word i stedet for din browser.
Focus View fjerner egentlig bare værktøjskassen øverst i dokumentet, så du kun har det blanke dokument, og din cursor at kigge på. Et lille tip vi kan give her, er at læse lidt op på dine tastaturgenveje inden du begiver dig ud på et FocusView-eventyr, ellers kommer du nok til at gå ud og ind af Focus View ret meget.
Nu er du bedre rustet til at kæmpe imod ineffektiviteten, og kan holde fokus i din daglige dag. Disse apps burde få dig op i et lidt højere gear og hvem ved? Måske overrasker du din chef og dine kolleger med din overraskende hastighed og effektivitet. I så fald kan du jo anbefale, at de også tager et kig på listen, og måske bliver de også endnu mere effektive.