Det er tirsdag morgen. Det kunne også være torsdag eftermiddag eller mandag over middag, men nu har jeg besluttet mig for tirsdag morgen. Jeg tænder computeren – og lader dermed dagen begynde. Sådan for alvor. Nu skal der produceres. Der skal skrives.
Jeg åbner Word. Og bliver mødt af et blankt ark med et blinkende irritationselement. Lad os så komme i gang, tænker jeg. Men med hvad?
Tour de Detour
Jo, jeg må hellere lige hente kaffe. Ud til kaffemaskinens prusten. Ud til friheden fra Words’ næsten tumultariske stilhed. Kaffen er skænket, og jeg trisser tilbage mod trekantsdramaet: tastaturet, det blanke ark og mine sløve fingre. Ingen af os vil rigtigt hinanden, men vi holder stædigt fast. Det må skyldes troen på det bedre.
På trods af de dystre udsigter sætter jeg mig veltilfreds i kontorstolen. For turen til kaffemaskinen har ikke blot beriget mig med velvære i flydende form, men også en idé til dagens tekst. Se, der er ikke kun drama i trekanten.
Jeg slubrer lidt kaffe og begynder at nedfælde idéens essens. En 12-15 sekunder senere har arkets blinkende irritationsmoment fået selskab af en sætning og et par tilfældige ord. En skriveblokade i opløsning!? Nej. Selskabet giver ingen mening. Så jeg sletter det hele samtidig med, at jeg hæver bordet til stående indstilling. Det giver både ros fra ergonomen og mere energi i kroppen. Siger jeg til mig selv.
Skriveblokade? Benægt, benægt, benægt!
Hvad mon de andre på kontoret laver? Er de også deltager i endnu et afsnit af deres eget trekantsdrama? Og så de mon Champions League i aftes? Jeg spørger dem lige. Altså om det sidste. Det gjorde de, og sikke en dramatisk kamp.
Vi har det skønt i to minutter indtil vi hver især vender tilbage til dagens drama. På vej tilbage svinger jeg dog lige forbi bold.dk for at holde mig opdateret. Det er vigtigt. Og Facebook – bare lige hurtigt. Blokadens vokseværk og en hurtig gåtur.
Men det går jo ikke, så jeg må tilbage ind i arkets tomhed. Til min ærgrelse har de seneste minutters sociale og opdaterende udskejelser dog ændret arkets hvide landskab fra at være pandekagefladt til at huse en voksende blokade. Og den, altså blokaden, stirrer lige på mig. Ha!
FLYGT
Jeg flygter til Spotify for at finde musikalsk trøst. Og det trøster. På den der, nu-glemmer-vi-det-hele-måde. Det rører selvfølgelig ikke blokaden, som i løbet af to Pink Floyd-numre er vokset til en, for mig, grufuld størrelse. Jeg må væk.
Så jeg finder frakken frem, og går en tur. Med erkendelsen af nederlag. Men med visheden om, at 10 minutters slentren rundt kan underminere selv den største blokade. Så det hele skal nok gå.
Tør du?
Nåhr ja, og så virker det også at lade tankerne løbe. Eller rettere, at turde lade tankerne løbe. At turde skrive uden tanke og ambition om, at den næste linje skal redde din tekst.
For hvis du drives af den angstprovokerende ambition om, at din først skrevne linje skal være perfekt, kommer du aldrig længere end første linje. Men du bliver virkelig god til at slette.
Så skriv. Skriv 10 linjer med vrøvl, og din 11. bliver god. Og hvis ikke den gør, ja så skriver du videre. Det er svært – sværere end det lyder – men muligt. Og du kan altid plante sproglige blomster, når du har skellettet. Og hvis du stadig ikke kan komme videre, så kontakt os hos Montanus, så skal vi nok hjælpe dig!
At turde skrive uden tanke og ambition om, at den næste linje skal redde din tekst. – Emil Fogh Barslev
Nu endte jeg med at lade tankerne løbe, og resultatet blev de sidste tre minutter af dit liv. Og jeg håber, at du nød opførelsen, og ikke mindst nedrivningen, af min skriveblokade.
